Antal eksamener
I 1.g er der eksamen i fagene Almen sprogforståelse (AP) og Naturvidenskabeligt grundforløb (NV), når grundforløbet afsluttes. I 1.g er der også mulighed for at komme til eksamen i det 1.g c-niveaufag, som man afslutter. Termins- og årsprøver afholdes henover skoleåret.
Ti mundtlige og skriftlige prøver
Studentereksamen (STX) omfatter 10 mundtlige og skriftlige prøver, herunder 1 studieretningsprojekt. (Har du 5 A-niveau fag, får du 11 eksamener, og 6 A-niveau fag medfører 12 eksamener).
Derudover er der afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer) i alle fag.
I hvilke fag skal du aflægge prøve?
Det er Undervisningsministeriet, der fastlægger, i hvilke fag den enkelte elev skal aflægge prøve, men det er skolen, der gør eleverne bekendt med, i hvilke fag der skal aflægges prøve. Dette sker hvert år ved offentliggørelse af eksamensplanen i maj.
Obligatoriske og udtrukne eksamener
- Følgende eksamener er obligatoriske: skriftlig eksamen i dansk og mundtlig eksamen i studieretningsprojektet (SRP).
- De øvrige eksamener udtrækkes blandt mulige skriftlige og mundtlige prøver over alle tre år.
- I løbet af det 3-årige forløb skal man til mindst fem interne skriftlige eller mundtlige prøver. De interne prøver omfatter træning i forskellige prøveformer og de omfatter prøver i studieretningsfag, i dansk og i matematik.
- Alle skal have mindst tre skriftlige og mindst tre mundtlige eksamener.
- For A-niveau-fag, hvor der er mulighed for både skriftlig og mundtlig eksamen (dvs. undtagen historie), udtrækkes altid mindst én prøveform.
- Ved afslutningen af 2.g skal der være afholdt mindst tre officielle prøver.
Eksamensbevis
Eksamensbeviset indeholder samtlige afsluttende standpunktskarakter (på fagets højeste niveau) samt eksamenskarakterer. Karaktererne har forskellig vægt.
Fag på A-, B- og C-niveau
- A-niveauer har vægt: 2
- B-niveauer har vægt; 1,5
- C-niveauer har vægt: 1
I fag med skriftlig karakter fordeles vægten ligeligt mellem skriftlige og mundtlige karakterer.
- NV har vægt: 0,25
- AP har vægt: 0,25
- SRP har vægt: 2
Der udregnes ét samlet gennemsnit.
Udregning af karaktergennemsnit
Hvis du har brug for at udregne dit karaktergennemsnit kan du på
https://softit.dk/snit.asp
indtaste dine karakterer. Bemærk: Da der er tale om et eksternt link, garanterer vi ikke, at gennemsnittet er udregnet korrekt.